Generelt om Byråds- og udvalgsmøder
Find generel information om Byråds- og udvalgsmøder her.
Afholdelse af byrådsmøde
Der afholdes ca. et byrådsmøde om måneden, med undtagelse af juli. Dagen efter byrådsmødet bliver optagelsen lagt på www.aabenraa.dk og Kommune TV. Her vil møderne være opdelt i dagsordenspunkter, så man kan gå direkte til behandlingen af den eller de sager, der har interesse. Det er muligt at se møder fra det seneste år.
Efter byrådsmødet er der spisning i kantinen for byrådets medlemmer og direktionen.
Ekstraordinært byrådsmøde
En tredjedel af kommunalbestyrelsesmedlemmerne kan kræve et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde – typisk for at drøfte en akut sag. Det er borgmesteren, der indkalder til mødet og bestemmer tid og sted – men det skal ske hurtigst muligt.
Temamøder
Byrådet afholder som hovedregel temamøder hver måned forud for byrådsmødet. Formålet med temamøderne er at skabe rum for drøftelse af politikker og aktuelle emner, inden de drøftes i de respektive fagudvalg. Temadrøftelserne kan også have karakter af en orientering om et særligt aktuelt emne. Direktionen planlægger temamøder for tre måneder ad gangen.
Adgang til byrådsmøde
Byrådets møder er som udgangspunkt offentlige. Dog kan byrådet beslutte, at behandle en sag for lukkede døre. Det er op til byrådet at vurdere, hvorvidt en sag er af sådan karakter, at dørene skal lukkes.
Følgende sager skal, medmindre byrådet i det enkelte tilfælde træffer anden bestemmelse, behandles for lukkede døre:
- Sager, hvis afgørelse forudsætter en bedømmelse af personlige forhold.
- Sager om køb og salg af fast ejendom.
- Overslag og tilbud vedrørende bygningsarbejder og leverancer.
- Behandling af sager, hvori indgår fortrolige oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten.
- Sager vedr. enkeltpersoners private forhold
- Sager vedr. virksomheders interne og økonomiske forhold
- Sager, hvor information til eller godkendelse af ansøger/instans skal ske inden offentliggørelse
- Sager, der indeholder interne forvaltningsredegørelser
Lukkede byrådsmøder kan overværes af kommunalt ansatte og andre personer ”af hensyn til sagens oplysning”.
Udvalgsmøder er lukkede.