Gå til hovedindhold

Afstemning og beslutningstagning

Find information om afstemning og beslutningstagning her.

Indhold

    Afstemning i byrådssalen

    Afstemning til byrådsmøder foregår digitalt eller ved håndsoprækning.

    Afvigende mening

    Et byrådsmedlem, der har stemt imod en beslutning under et byrådsmøde, har altid ret til at få sin afvigende mening noteret i beslutningsprotokollen jf. styrelseslovens § 13, stk. 2. Reglen gælder også i udvalgene. Der er alene tale om særstandpunkter, der direkte vedrører det pågældende dagsordenspunkt. Retten til at få noteret sin afvigende mening gælder både realitetsspørgsmål (hvis man er uenig i selve afgørelsen) og procedurespørgsmål (hvis man er uenig i den måde, sagen blev politisk behandlet).

    Hvis et medlem undlader at stemme, vil det i praksis kun være en afvigende mening om procedurespørgsmål, som medlemmet kan forlange noteret i beslutningsprotokollen. Ved at undlade at stemme tilkendegiver medlemmet netop, at vedkommende ikke har taget stilling til spørgsmålet. Hvis et medlem undlader at stemme, kan medlemmet ikke få noteret i protokollen, at vedkommende ”følger forvaltningens indstilling”.

    Medlemmer, der ønsker en afvigende mening noteret i protokollen, skal fremsætte begæring herom under mødet.

    Beslutningsdygtighed

    Byrådet, økonomiudvalget og de stående udvalg er beslutningsdygtige, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle beslutninger foretages ved stemmeflerhed, hvis ikke lovgivningen foreskriver andet.

    Procedureforslag

    Et procedureforslag handler om sagens behandling, f.eks. om udsættelse af sagen med henblik på bedre belysning af en sag. Fremsættes et procedureforslag under behandling af en sag, skal procedureforslaget sættes til afstemning. Procedureforslag sættes til afstemning først. Hvis der er fremsat ændringsforslag, skal ændringsforslaget til afstemning før selve forslaget. Hvis der er flere forslag, skal det mest vidtgående forslag sættes til afstemning først. Er der tale om alternative forslag, og det mest vidtgående forslag godkendes, bortfalder de alternative forslag

    Udsættelse af sager

    Et medlem kan kræve en sag udsat, hvis væsentlige oplysninger for en sags afgørelse først fremlægges på mødet. Det gælder dog ikke, hvis det er indlysende, at sagen kan afgøres alligevel eller ikke tåler udsættelse.

    Formandsbeslutning

    Borgmesteren kan – på byrådets vegne – afgøre visse sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. Borgmesteren skal på førstkommende ordinære byrådsmøde orientere byrådet om sine beslutninger. Bevillinger kan borgmesteren dog ikke give, uanset hvor hastende eller utvivlsomme sager er. Borgmesteren kan i stedet indkalde til ekstraordinært byrådsmøde med kort varsel.

    Udvalgsformænd kan på det enkelte udvalgs vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. Borgmesteren underrettes forinden om afgørelse af sager, som ikke tåler opsættelse.