Ny pris på kaffeordningen på rådhusene
På grund af de stigende indkøbspriser har direktionen besluttet, at prisen på kaffeordningen for medarbejdere på rådhusene stiger for første gang siden 2007. Prisen stiger med 10 kroner og det koster fra 1. maj 62 kroner at være med i ordningen.
I 2007 blev kaffeordningen indført for ansatte på rådhusbygningerne i Tinglev, Jobcentret på Kallemosen og rådhuset på Skelbækvej. Her kan ansatte bruge de opstillede kaffemaskiner ved at betale 52 kroner om måneden.
1. maj ændrer prisen sig til 62 kroner om måneden, og det sker på baggrund af de stigende priser i samfundet.
- Siden ordningen blev indført i 2007 har prisen ligget fast på 52 kroner. Da kaffeordningen i udgangspunktet skal være en ordning, der økonomisk hviler i sig selv og er udgiftsneutral, så har det været nødvendigt at kigge på prissætningen, siger Michael Metzsch, der som sundhedschef i Aabenraa Kommune har ansvaret for Mad & Måltider, hvor blandt andet kaffeordningen hører under.
- Der er sket meget med priserne i samfundet siden 2007, det tror jeg, vi alle mærker også i vores private dagligvareindkøb. Det samme gør sig gældende med prisen på kaffe, som det er udfordrende at indkøbe for det beløb, der kommer ind i kassen gennem den nuværende prissætning på kaffeordningen. Derfor er det besluttet, at prisen reguleres til at være 62 kroner om måneden for at være med i ordningen, fortæller han.
Kaffepriserne i de tre rådhusbygninger er noget, der også bliver kigget mod hos de mange decentrale enheder i Aabenraa Kommune.
- Jeg ved, at en lang række institutioner bruger den samme pris, som der bruges centralt på rådhusene. Blandt andet på plejehjemmene og flere steder i hjemme- og sygeplejen har medarbejderne været vant til at betale den pris, der også betales på rådhuset.
Ordningen træder i kraft 1. maj og foregår automatisk for de medarbejdere, der allerede er medlem af kaffeordningen.