Nyheder fra MED- og arbejdsmiljøteamet
Læs her aktuelle nyheder til MED- og arbejdsmiljøområdet
19. december 2024
Kære arbejdsmiljørepræsentanter, arbejdsmiljøledere og tillidsrepræsentanter
Er du stadig på udkig efter den perfekte julegave til dig selv?
Her er chancen for at give dig selv en meningsfuld gave, der både styrker din viden og giver dig mulighed for at netværke med kollegaer fra andre arbejdspladser.
Tilmeld dig årets store TR- og Arbejdsmiljøkonference 2025, hvor arbejdsmiljørepræsentanter, arbejdsmiljøledere og tillidsrepræsentanter sammen sætter fokus på et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
Glæd dig til at høre vores to hovedoplægsholdere, Rikke Høgsted og Rikke Østergård, der skarpt og engageret stiller fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Derudover kan du få den nyeste viden om arbejdsmiljø fra vores eget MED- og arbejdsmiljøteam.
Tryk her for at komme til tilmelding
Vi glæder os til at se dig torsdag, den 30. januar 2025 til årets TR- og Arbejdsmiljøkonference!
16. december 2024
Nyt tilbud gennem Aabenraa Kommunes Sundhedscenter for alle medarbejdere med smerter eller gener i lænderyggen.
Få adgang til appen SelfBack, der er udviklet til at give dig evidensbaseret redskaber til at håndtere dine rygsmerter selv. Du får adgang til øvelser og viden til hjælp i forhold til smerter og gener.
Du må ikke benytte appen, hvis du er gravid eller har fået stivgjort ryggen.
Kontakt Anne-Sofie Bjørn Jessen fra Sundhedscentret for adgang til appen: 73768885, abj@aabenraa.dk
Tryk her for at se alle Sundhedscentrets tilbud til medarbejdere i Aabenraa Kommune
29. november 2024
Fokus på gravide og ammende
I forbindelse med ny bestemmelse i Aftale om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (04.81) er der vedtaget nye beskyttelsesregler for gravides natarbejde - gældende pr. 1. oktober 2024.
Gravide må maksimalt udføre natarbejde én gang om ugen. Dette inkluderer også rådighedsvagter.
Tjenesten omlægges hurtigst muligt og senest 14 dage efter kendskab til graviditeten.
Der er IKKE hjemmel til aftale-fravigelse af denne beskyttelsesregel.
Pr. 1. januar overgår vi i SafetyNet til ny og tilpasset APV for gravide og ammende. I den forbindelse har MED- og arbejdsmiljøteamet lavet 2 videovejledninger til ledere. Videoerne laves med udgangspunkt i en NEED-TO tilgang, hvor det udelukkende er det basale der gennemgås. Ønskes en mere dybdegående vejledning, følges de skriftlige vejledninger der ligeledes ligger tilgængelige på Medarbejderportalen.
Tryk her for at komme til vejledninger til SafetyNet på Medarbejderportalen.
APV'en kan allerede nu tages i brug.
Nedenfor ses et eksempel på én af vores nye videovejledninger.
27. nov. 2024
Udgangsstoffer til eksplosivstoffer.
Opbevarer I udgangsstoffer til eksplosivstoffer kan I på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside finde gældende regler for opbevaring. Indenfor vores opgaveportefølje vil det primært dreje sig om blegemidler indeholdende brintoverilte samt en række gødningsstoffer. Hele listen af udgangsstoffer kan ligeledes læses på hjemmesiden.
De, der har tilladelse til at indføre, erhverve, besidde og anvende udgangsstoffer til eksplosivstoffer, har pligt til at opbevare kemikalierne forsvarligt.
Det fremgår af paragraf 5 i bekendtgørelse 956 af 28/04/2014 om udgangsstoffer til eksplosivstoffer, at kemikalierne skal opbevares i et aflåst lokale, skab eller bygning, så kemikalierne er utilgængelige for uvedkommende. Nøgler til opbevaringslokaler eller -skabe skal også opbevares forsvarligt og utilgængeligt for uvedkommende.
Tryk her for at komme til Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
Alle arbejdsmiljøgrupper sikrer, at der udarbejdes kemisk risikovurdering for de omfattede produkter for derved at sikre at STOP princippet bruges - Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler. Læs meget mere om kemisk risikovurdering på Medarbejderportalen og på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Tryk her for at komme til Medarbejderportalens side for APV - kemisk risikovurdering
Tryk her for at komme til Arbejdstilsynets side for kemisk risikovurdering
8. november 2024
Sidste chance for at besøge workshops hos Med- og arbejdsmiljøteamet I 2024. Vi udbyder grundet stor efterspørgsel: Få mere ud af trivselsundersøgelse 2024 (9. december) og Høje Følelsesmæssige Krav (17. december).
Der er stadig enkelte ledige pladser på kurserne Systematisk arbejdsmiljø (25. november) og Kursus i SafetyNet (2. december).
Tryk på den ønskede aktivitet og bliv ledt direkte videre til tilmeldingen, hvor du kan læse mere om indhold, tid og sted.
HUSK, at alle arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljøledere inviteres til den store årlige TR- og arbejdsmiljøkonference den 30. januar 2025. SÆT STORT KRYDS I KALENDEREN.
4. november 2024
Orienteringsmail vedr. digitalt valg til Område MED, Sektor MED samt HMU.
Som nyvalgt eller genvalgt arbejdsmiljørepræsentant har du mandag den 4. november 2024 modtaget nedenstående orienteringsmail i din indbakke.
Har du ikke modtaget mailen, er det vigtigt hurtigst muligt at kontakte Wilhelm Hallum via wha@aabenraa.dk, da vi derfor enten har registreret en forkert e-mail adresse eller ikke har registreret jeres nylige valg.
Til alle nyvalgte og genvalgte arbejdsmiljørepræsentanter
Tillykke med din rolle som arbejdsmiljørepræsentant.
Som ny- eller genvalgt arbejdsmiljørepræsentant har du mulighed for også at stille op som repræsentant i Område MED, Sektor MED og Hoved MED-udvalgene (HMU). Her får du mulighed for at bidrage til arbejdsmiljøet på et bredere organisatorisk niveau. Nedenfor finder du en oversigt over de relevante MED-udvalg, hvem der kan vælges, hvem der kan stemme, og tidsplanen for det kommende valg:
Valgmuligheder, Kriterier, Antal og Stemmeret
- Område MED-udvalg:
- Udvalg: Dagtilbud, Skole og Undervisning, Kultur og Fritid, Børn og Familie, Senior, Social samt Sundhed
- Hvem kan vælges: Arbejdsmiljørepræsentanter fra lokaludvalg inden for det specifikke område.
- Hvem kan stemme: Alle arbejdsmiljørepræsentanter fra det pågældende område.
- Antal: Op til 2 arbejdsmiljørepræsentanter pr. område.
- Sektor MED-udvalg:
- Udvalg: Børn og Kultur, Social & Sundhed, Teknisk administrativt.
- Hvem kan vælges: Arbejdsmiljørepræsentanter i lokaludvalg under de relevante sektorer.
- Hvem kan stemme: Alle arbejdsmiljørepræsentanter fra den pågældende sektor.
- Antal: Op til 2 arbejdsmiljørepræsentanter pr. sektor.
- Hoved MED-udvalg (HMU):
- Hvem kan vælges: Alle arbejdsmiljørepræsentanter fra lokaludvalg er valgbare til Hoved MED-udvalget.
- Hvem kan stemme: Alle arbejdsmiljørepræsentanter.
- Antal: 3 arbejdsmiljørepræsentanter.
Arbejdsmiljørepræsentanter der sidder i Personalemøde med MED-status er stemmeberettiget og valgbare indenfor udvalgsfunktionsområdet i forhold til Område MED-udvalg, Sektor MED-udvalg og Hoved MED-udvalget.
Fremadrettet Tidsplan for Valg
- Den 4. november 2024: Udsendelse af orienteringsmail om valg til HMU, Sektor MED og Område MED til alle ny- og genvalgte arbejdsmiljørepræsentanter.
- 4. november – 21. november 2024: Opstillingsperiode for kandidater til Område, Sektor og Hoved MED-udvalgene.
- 2. december – 13. december 2024: Digital afstemning gennemføres.
- 17. december 2024: Resultaterne af valget offentliggøres via mail og nyhedsportalen.
Sådan stiller du op:
Send en mail til arbejdsmiljø@aabenraa.dk eller arbejdsmf@aabenraa.dk med overskriften "Kandidat til [angiv hvilket udvalg: Område, Sektor eller HMU]". I mailens indholdsdel skrives navn, arbejdsplads samt hvilket lokal-udvalg du sidder i.
Vi håber, at du vil overveje at opstille til disse udvalg, hvor du kan være med til at forme arbejdsmiljøarbejdet på tværs af kommunen. Har du spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om valgprocessen, er du meget velkommen til at kontakte os.
Tak for dit engagement og held og lykke i din rolle som arbejdsmiljørepræsentant.
25. oktober 2024
I løbet af Arbejdsmiljøugen har vi haft fornøjelsen af at afholde 6 velbesøgte workshops under overskrifterne: Systematisk arbejdsmiljø, Følelser på job og Få mere ud af Trivselsmåling 2024. I alt deltog 125 engagerede deltagere på tværs af de tre emner, hvor der blev vist stor dedikation til arbejdsmiljøet og bidraget med godt humør og en positiv energi.
På grund af den store efterspørgsel gentager vi alle tre workshops sidst i november. Allerede nu har to af workshopsene en venteliste, og vi arbejder derfor på at presse flere workshops ind i løbet af december for at imødekomme den store interesse.
Husk også at sætte kryds i kalenderen for næste store arbejdsmiljøbegivenhed – TR- og Arbejdsmiljøkonference 2025, som finder sted den 30. januar 2025. Tilmeldingen åbner i starten af december 2024, så hold øje med din indbakke.
Vi vedhæfter PowerPoints, dokumenter og links fra de afholdte workshops til inspiration og videre refleksion. Tak for deltagelsen og engagementet.
23. oktober 2024
Valg af nye arbejdsmiljørepræsentanter er nu godt overstået og deadline for de sidste indberetninger til SafetyNet er fredag den 25. oktober 2024.
Den fremadrettede tidsplan for valg af arbejdsmiljørepræsentanter til Område MED, Sektor MED og HMU ser således ud:
- Den 4. november 2024: Udsendelse af orienteringsmail om valg til HMU, Sektor MED og Område MED til alle genvalgte og nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter.
- Den 4. november 2024 til den 21. november 2024: Opstilling af kandidater.
- Den 2. december 2024 til den 13. december 2024: Digitalt valg afholdes.
- Den 17. december 2024: Resultatet af valget offentliggøres via mail og nyhedsportalen.
20. september 2024
Traditionen tro byder uge 43 på et alsidigt program af workshops indenfor arbejdsmiljø. For at imødekomme at ikke alle kan få kalenderen til at gå op med de udbudte datoer, har vi i år indsat gentagelser af programmet sidst i november. Derved håber vi, at kunne nå ud til endnu flere.
Tilmeldingsfrist for uge 43 workshops: 14. oktober 2024
Systematisk arbejdsmiljø
Tidspunkter:
- Mandag d. 21. oktober 2024 kl. 09:00-11:30
- Tirsdag d. 22. oktober 2024 kl. 12:30-15:00
På denne workshop får du indsigt i, hvordan du kan arbejde mere systematisk med arbejdsmiljøet. Vi gennemgår de vigtigste love og regler samt værktøjer, som hjælper dig med at skabe overblik og strukturere dit arbejdsmiljøarbejde. Du vil også blive introduceret til SafetyNet, et digitalt værktøj til at håndtere og dokumentere arbejdsmiljøindsatser. Medbring gerne din computer, da vi vil arbejde praktisk i systemet. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og få sparring undervejs. Workshoppen er ideel for både nye og erfarne arbejdsmiljørepræsentanter.
Workshoppen tilbydes ligeledes 25. november 2024 kl. 9:00-11:30
TILMELD VED AT TRYKKE PÅ DETTE LINK
Høje Følelsesmæssige Krav
Tidspunkter:
- Mandag d. 21. oktober 2024 kl. 12:30-15:00
- Torsdag d. 24. oktober 2024 kl. 09:00-11:30
Denne workshop har fokus på de høje følelsesmæssige krav, der ofte opstår i arbejdet med mennesker. Vi arbejder med forebyggelse og håndtering af de følelsesmæssige udfordringer, som kan opstå i arbejdet med borgere. Deltagerne vil få indsigt i lovgivning og Arbejdstilsynets bekendtgørelser på området samt gennemgå en række cases for at lære, hvordan man håndterer disse situationer bedst muligt. Du vil også afprøve værktøjer fra BFA (Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø), som kan hjælpe med at mindske følelsesmæssige belastninger på arbejdspladsen. Målgruppen er ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter.
Læringsmål:
- Forstå, hvad høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker indebærer.
- Lær at identificere situationer, hvor følelsesmæssige belastninger kan opstå.
- Få værktøjer til at risikovurdere og handle, når der opstår problemer med de følelsesmæssige krav.
Workshoppen tilbydes ligeledes 26. november 2024 kl. 9:00-11:30
TILMELD VED AT TRYKKE PÅ DETTE LINK
Få mere ud af trivselsundersøgelse 2024
Tidspunkter:
- Tirsdag d. 22. oktober 2024 kl. 09:00-11:30
- Torsdag d. 24. oktober 2024 kl. 12:30-15:00
Trivselsundersøgelser er et vigtigt redskab til at sikre god trivsel og kvalitet i opgaveløsningen på arbejdspladsen. På denne workshop får du konkrete værktøjer til, hvordan du kan følge op på resultaterne af trivselsundersøgelsen i 2024. Vi arbejder med fire faser:
- Forberedelsesmøde i Lokal MED-udvalget, hvor undersøgelsens resultater drøftes.
- Dialogmøde i personalegruppen, hvor resultaterne gennemgås og bearbejdes.
- Udarbejdelse af en handlingsplan og dokumentation i SafetyNet.
- Fastholdelse af fokus og løbende forbedringer.
Workshoppen er praktisk orienteret og tager udgangspunkt i konkrete eksempler fra deltagernes arbejdspladser. Det anbefales, at både ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter (TRIO) deltager sammen for at sikre en fælles forståelse og handleplan.
Workshoppen tilbydes ligeledes 25. november 2024 kl. 13:00-15:30
TILMELD VED AT TRYKKE PÅ DETTE LINK
Fysisk arbejdsmiljø – Få mere bevægelse i dit arbejde
Tidspunkt:
- Onsdag d. 23. oktober 2024 kl. 10:30-11:30
Denne workshop fokuserer på, hvordan du kan få mere bevægelse ind i din arbejdsdag. Mange oplever, at det kan være svært at integrere fysisk aktivitet i en travl arbejdsdag. Workshoppen giver dig konkrete idéer til, hvordan du kan implementere små bevægelser i hverdagen – lige fra korte aktive pauser til udendørs mødeaktiviteter. Vi vil også se på, hvordan man kan udnytte udendørsarealer på arbejdspladsen for at skabe mere variation og dynamik i møderne.
Bemærk, at workshoppen foregår udendørs, så sørg for at være klædt på efter vejrforholdene. Her får du mulighed for at afprøve idéerne på egen krop og få inspiration til at bringe mere fysisk aktivitet ind i dit daglige arbejde.
Workshoppen tilbydes løbende alt afhængig af interesse.
21. august 2024
Hvad laver en arbejdsmiljørepræsentant?
I forbindelse med det forestående valg, fortæller Mia og Lene i denne video lidt om, hvad man blandt andet laver som arbejdsmiljørepræsentant.
Brug evt. videoen når du skal forklare dine kollegaer, hvorfor kommunens arbejdsmiljørepræsentanter gør en så stor forskel ude på de enkelte arbejdspladser.
30. juli 2024
Privatindstillinger på Facebook
Hvordan man bruger de sociale medier er en privat sag - dog kan man med god grund huske at indstille sine private indstillinger så de matcher, hvor meget man ønsker udefrakommende skal kunne følge med. Find evt. lidt inspiration til dig selv eller en kollega i nedenstående video - så er de basale indstillinger klaret på Facebook.
15. maj 2024
SafetyNet
I Aabenraa Kommune er SafetyNet den obligatoriske platform til interne registreringer. Derfor er det vigtigt, at alle har adgang og kendskab til systemet.
For at imødekomme dette, tilbyder MED- og arbejdsmiljøteamet kurser i brugen af systemet. Disse kan findes på NemTilmeld. Derudover opdaterer og udvikler teamets superbruger, Ulla Stolberg Petersen, løbende diverse vejledninger. Senest er der kommet opdaterede vejledninger til:
Vejledning til installation og anvendelse af SafetyNet app
Vejledning til SafetyNet Hændelsesmodul
Find mere information om SafetyNet på Medarbejderportalen
Tryk her for at komme til punktet SafetyNet på Medarbejderportalen
Er der brug for yderligere assistance står MED- og arbejdsmiljøteamet klar til at hjælpe jer godt videre.
7. maj 2024
Hvem sørger for lederens arbejdsmiljø?
Trivsel og arbejdsglæde bidrager til produktivitet. Når du trives på din arbejdsplads, står du stærkere som menneske og leder. Det er til gavn for dig og dit arbejdsliv - og også for dine medarbejdere.
Læs meget mere om lederes arbejdsmiljø på Arbejdstilsynets nye hjemmeside.
Tryk her for at komme til hjemmesiden vedr. lederes arbejdsmiljø
Tryk her for at komme til mere info om hotline for ledere vedr. psykisk arbejdsmiljø
Husk også at bruge Personaleafdelingens kursustilbud Lederens psykiske arbejdsmiljø der tilbydes via NemTilmeld.
Er der udfordringer med arbejdsmiljøet der kræver opmærksomhed decentralt, er det ligeledes altid muligt at booke en konsulent fra Med- og arbejdsmiljøteamet til sparring i ledelsen, arbejdsmiljøgruppen eller MED-udvalget.
Alle har ret til et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
29. april 2024
Arbejdstilsynet er igen på turné
Efter en længere periode, hvor Arbejdstilsynet har haft deres fokus andre områder end på tilsynsbesøg, oplever vi nu igen, at der er en stigning i antallet af ikke-varslede besøg.
Vi bruger anledningen til at komme med en opfordring til at dobbelttjekke, at det mest basale er som det skal være. Herunder:
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse
Psykisk APV - seneste trivselsmåling
Fysisk APV - løbende APV og runderinger
Kemisk APV - kemisk risikovurdering
Registreringer og handleplaner i SafetyNet
Ønsker du som arbejdsmiljøleder (eller måske hele arbejdsmiljøgruppen) et sparringsbesøg, står vi klar med konsulentbistand og kommer gerne ud til jeres arbejdsplads.
Jobcenter og Borgerservice samt Social & Sundhed kan kontakte MED- og arbejdsmiljøkonsulent Patricia Rose Marie Bladt på PRB@aabenraa.dk for at aftale besøg.
Børn og Kultur, PTM, Staben samt Byråds- og Direktionssekretariatet kan kontakte MED- og arbejdsmiljøkonsulent Wilhelm Hallum på WHA@aabenraa.dk for at aftale besøg.
15. april 2024
Markér World Mental Health Day på jeres arbejdsplads og få støtte til et arrangement.
I uge 41 inviterer Velliv Foreningen alle danskere til at tale om mental sundhed på jobbet. Velliv Foreningen støtter økonomisk arbejdspladser, der vil fremme mental sundhed i arbejdslivet med en aktivitet i denne uge.
Til Danmarks Mentale Sundhedsdag har alle danske arbejdspladser mulighed for at søge om 10.000 kr. til et event om mental sundhed. Eventet skal foregå i regi af arbejdspladsen og handle om at skabe samtale og læring om mental sundhed i arbejdslivet. Et event må både være sjovt eller alvorligt – eller begge dele.
Det er Velliv Foreningen, der står bag Danmarks Mentale Sundhedsdag, der er blevet afholdt siden 2019, og giver virksomheder og organisationer, en mulighed for at åbne for samtaler om mental sundhed i arbejdslivet. Det handler om at fjerne tabuet ved dårlig mental sundhed i arbejdslivet, og samtale er det første skridt i den retning.
Danmarks Mentale Sundhedsdag er et af mange tiltag fra Velliv Foreningen, der skal fremme mental sundhed i arbejdslivet.
Danmarks Mentale Sundhedsdag er inspireret af WHO's World Mental Health Day, der er en årlig mærkedag den 10. oktober. I mange år har FN, WHO (World Health Organization) og WFMH (World Federation for Mental Health) brugt den 10. oktober som en mærkedag for mental sundhed.
Ansøgningen er åben frem til 1. juni 2024.
Tryk her for at læse mere om World Mental Health Day
8. april 2024
Tilmelding til DHL og Bjergmarathon.
Sommertid betyder løbe- og gåtid. Vi har åbnet for tilmelding til både DHL og Bjergmarathon som del af vores fælles personaletilbud. Ved begge løb er der rig mulighed for at forsøge sig på lige netop den distance der passer til løbeformen. Igen i år, får vi til DHL besøg af en grillmester der serverer en lækker sprød grillpølse, udover den normale forplejning.
4. april 2024
Valg af arbejdsmiljørepræsentant
2024 er valgår når det gælder arbejdsmiljøområdet. Mange vil sikkert genopstille, nogle vil måske lige overveje en ekstra gang eller overlade stafetten til en ny kollega. I alle tilfælde er det nu tiden til at give området ekstra opmærksomhed. Fortælle, hvor stor en forskel man som arbejdsmiljørepræsentant kan gøre for sine kollegaer.
Det lokale valg ude på arbejdspladserne følger proceduren som beskrevet i Lokalaftale om medindflydelse og medbestemmelse samt Retningslinje for valg af arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsmiljøledere. Husk at både nyvalg og genvalg skal foretages i september måned og indberettes til Personaleafdelingen via Medarbejderportalen.
Valg til HMU, sektor- og område MED foretages digitalt når de lokale valg er blevet foretaget og registreret. Nærmere tidsplan følger.
21. marts 2024
CSR modtager CSR-mærke 2024
Du tænker måske … hvabehar? Hvordan hænger det nu sammen?
Jo, det hænger tilfældigvis sådan sammen, at det i år er CSR – Center for Socialpsykiatri og Rusmiddel, der modtager Aabenraa Kommunes CSR-mærke på grund af deres sociale ansvarlighed og indsats for medarbejdere på særlige vilkår.
Igen i år modtog Aabenraa Kommune CSR-mærket sammen med en lang række virksomheder i kommunen. Mærket er et synligt bevis på, at kommunen fuldt ud lever op til den besluttede CSR-strategi og gør en særlig indsats for at være en rummelig arbejdsplads.
Traditionen om at videreoverrække mærket til en af kommunens afdelinger eller institutioner udmøntes også i år. Udvælgelsen har været utrolig svær, da mange afdelinger og institutioner gør et stort og forbilledligt arbejde for at bidrage til at gøre Aabenraa Kommune socialt ansvarlig.
Årets fakkelbærer af CSR-mærket 2024 er i år Center for Socialpsykiatri og Rusmiddel.
Centerleder, Henning Iversen er stolt over at modtage CSR-mærket og udtaler: ”I forhold til vores medarbejdere på særlige vilkår, flexaftaler mm. er det afgørende, at aftalerne bringer kvalitet ind i vores kerneopgave og drift".
Vi forsøger altid at skabe gode rammer for personalet, så kan de løse opgaverne med høj trivsel og godt arbejdsmiljø. Vi anderkender, at det er hårdt arbejde at være i relationer med borgere, som har problematikker i forhold til eksempelvis psykiatri eller misbrug.
Derfor lægger vi stor vægt på faglige metoder og kompetenceudvikling. Vore medarbejdere er fagligt efteruddannede og har kompetencer inden for alle aspekter af social indsats og behandling. Derudover har vi systematisk supervision for at forebygge de følelsesmæssige krav i arbejdet.
Vore medarbejdere bliver på arbejdspladsen i mange år. Sidste år havde vi flere 25-års jubilæer, så vi har meget loyale medarbejdere og faktisk ingen udfordringer med rekruttering.” Der planlægges også en del sociale arrangementer for personalet som f.eks. gåtur i skoven, sommerfest og tur til pandekagehuset. For som Henning siger: ”Når man har det godt socialt, er det nemmere at stå imod presset”.
Center for Socialpsykiatri og Rusmiddel består af fem afdelinger: Rusmiddelcenter, Værestederne, Botilbud Bjerggade, Boenheden Stubbæk og Pædagogisk vejledning. Faggrupperne tæller blandt andet sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsassistenter.
23. februar 2024
Ny bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde
Nye regler i bekendtgørelsen om systematisk arbejdsmiljøarbejde skal gøre APV’en til et mere aktivt og handlingsorienteret redskab i arbejdsmiljøarbejdet. Ændringerne skal samtidig tydeliggøre de eksisterende roller i arbejdsmiljøorganisationen, så det bliver nemmere for virksomhederne at samarbejde om arbejdsmiljø.
Læs hele bekendtgørelsen ved at trykke på dette link
Læs Arbejdstilsynets vejledning om systematisk arbejdsmiljøarbejde ved at trykke på dette link
Læs Arbejdstilsynets nyhed om den nye bekendtgørelse ved at trykke på dette link
Tillidsrepræsentant- og Arbejdsmiljøkonference 2024 #TRAMAA24
Download alle materialer fra årets konference, hvor indholdet i år tog udgangspunkt i kommunens nye delpolitik for forebyggelse af fysisk og psykisk vold samt krænkende handlinger.
HUSK at sætte kryds i kalenderen torsdag den 30. januar 2025 når alle tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsmiljøledere igen inviteres til konference.
Wilhelm Hallum
Med- og arbejdsmiljøkonsulent