Gå til hovedindhold

Voldsskadeforsikring

Den 1. januar 2025 trådte en ny voldsskadeforsikring i kraft for visse branchekoder. Læs her mere om hvilke branchekoder der er omfattet samt hvorledes området konkret håndteres i Aabenraa Kommune.

Indhold

    Vejledning om håndtering af Voldsskadesager 

    Voldsskadeforsikringen er gældende for skader sket efter 1. januar 2025.
    Hvis du er kommet til skade på dit arbejde på grund af fysisk og / eller psykisk voldelig adfærd fra en borger, som du drager omsorg for, og hændelsen er anmeldt som arbejdsulykke, har du mulighed for at anmode om erstatning fra kommunens voldsskadeforsikring.
    Hvis du arbejder indenfor et af disse områder, kan du hav ret til erstatning efter voldsskadeforsikringen:
    •    Det sociale område
    •    Ældreområdet
    •    Psykiatrien
    •    Døgninstitutioner
    •    Bosteder
    •    Plejehjem
    •    Visse undervisningsinstitutioner, specialskoler mv.
    Almindelige folkeskolelærere og hjemmehjælpere er som udgangspunkt ikke omfattet.

    Tryk her for at læse mere om de nærmere vilkår for voldsskadeforsikring i Bekendtgørelse om voldskadeforsikring.

    Erstatningsmuligheder efter voldsskadeforsikringen

    Voldsskadeforsikringen dækker erstatning og godtgørelse efter Erstatningsansvarsloven (EAL):
    •    Helbredelsesudgifter og andet tab (EAL §§ 1 og 1a)
    •    Tabt arbejdsfortjeneste (EAL § 2)
    •    Erhvervsevnetab (EAL §§ 5-9)
    •    Svie og smerte (230 kr. pr. dag / max 88.500 kr., EAL § 3)
    •    Varige mén (EAL § 4)
    •    Forsørgertabserstatning (EAL § 12)
    •    Erstatning til ægtefælle og samlever (EAL § 13)
    •    Forsørgertabserstatning til børn (EAL § 14)
    •    Overgangsbeløb ved forsørgertab (EAL § 14)
    •    Tort (EAL § 26)
    •    Godtgørelse til efterladte (EAL § 26a)
    Visse poster dækkes af EAL men ikke af ASL (Arbejdsskadesikringsloven), fx godtgørelse for svie og smerte.

    Hvad skal du gøre, hvis du har været udsat for vold i forbindelse med dit arbejde?

    Aabenraa Kommune er selvforsikret på voldsskader, og har derfor vejledningspligten over for den skadelidte i forhold til at oplyse om muligheden om at søge erstatning i henhold til voldsskadeforsikringen.

    Kommunen har indgået aftale med Sedgwick Danmark om at behandle sager i henhold til voldsskadeforsikringen, samt om evt. udbetaling af erstatning og godtgørelse iht EAL og ASL.

    Når en hændelse er anmeldt som arbejdsulykke, vurderer Sedgwick derfor, om sagen også er omfattet af voldsskadeforsikringen, og sørger for at vejlede den skadelidte om dennes muligheder for at søge erstatning i henhold til voldsskadeforsikringen. Vejledning skal ske senest ved anmeldelse af arbejdsulykken, hvorfor det er vigtigt at anmelde alle hændelser, hvor medarbejderen har været udsat for vold/trusler om vold/voldsomme hændelser.

    Sedgwick står også for at belyse sagen (spørgeskemaer, journaler, funktionsattester, kommunale akter, speciallægeerklæringer).

    Hvis Sedgwick afviser sagen efter voldsskadeforsikringen, vejledes skadelidte om muligheden for at indbringe sagen for Erstatningsnævnet efter reglerne i offererstatningsloven, når Sedgwick vurderer, at en påført skade kan skyldes en straffelovsovertrædelse.

    Anmodning om erstatning efter voldsskadeforsikringen skal ske senest 2 år efter den voldelige hændelse fandt sted.