Gå til hovedindhold

Uddannelse, konference samt forebyggelse af sygefravær

Læs og tilmeld til de obligatoriske uddannelser for medlemmer af MED og arbejdsmiljøgrupper. Læs info om kommende TR- og AM konference samt tilbud om sparring, rådgivning til MED, arbejdsmiljøgrupper og ledelser indenfor arbejdsmiljøområdet samt forløb til personalegrupper indenfor forebyggelse af sygefravær.

Indhold

    MED-uddannelsen

    Alle ledere og medarbejdere i MED-udvalg skal deltage i MED-grunduddannelsen inden for det første funktionsår. 

    MED-grunduddannelsen sætter fokus på MED-samarbejdet som en aktivitet, der skal skabe værdi for samarbejdet om kerneopgaven og understøtte trivsel på arbejdspladsen. MED-uddannelsen handler om arbejdsforhold, personaleforhold, samarbejdsforhold og arbejdsmiljøforhold. Det er et rigtig godt udgangspunkt for et konstruktivt MED-samarbejde, hvis hele MED-udvalget deltager på samme kursus. MED-uddannelsen består af et obligatorisk grundmodul af 2 dages varighed.

    På MED-uddannelsen får du kendskab til:

    • MED-idéen og formålet i den lokale MED-aftale
    • Kompetenceforhold i MED-udvalget
    • Opgaver i MED-udvalget
    • MED-udvalgets placering i den politiske styrede organisation
    • Information og drøftelse (MED-indflydelse)
    • Retningslinjer (MED-bestemmelse).

    Uddannelsen er dialogbaseret og tager bl.a. udgangspunkt i Aabenraa Kommunes Lokalaftale om MED-indflydelse og MED-bestemmelse, mål, værdier og personalepolitik.

    1 - 2 uger før holdstart modtager du en mail fra underviser med praktiske oplysninger om MED-uddannelsen.

    Tilmelding kan ske her, når du indberetter medarbejder-/ledelsesrepræsentant - Nyvalg. En af oplysningerne, der skal tastes ind, er om MED-uddannelsen haves.

    MED-grunduddannelsen er i 2026 planlagt til:

     

    Supplerende MED-Uddannelse

    Medlemmer i et MED-udvalg har ret til en dags kompetenceudvikling pr. funktionsår.

    Derfor tilbydes temadage, som MED-udvalg kan bestille via: arbejdsmiljo@aabenraa.dk

    Temadag: Et effektivt og værdiskabende MED-udvalg

    Formålet med temadagen er at styrke MED-udvalgets arbejde, så udvalget i højere grad bidrager strategisk, konstruktivt og værdiskabende til arbejdspladsens udvikling, trivsel og arbejdsmiljø. Dagen sætter fokus på roller, ansvar, samarbejde, kommunikation og de formelle rammer for MED-arbejdet. Program og indhold får udvalget igennem emner som roller og ansvar, kommunikation, dagsorden og referat og gældende retningslinjer.

    Temadagen veksler mellem korte oplæg, dialog i plenum, gruppearbejde, refleksion og praktiske eksempler fra deltagernes hverdag.

    Udbytte af dagen:
    - En fælles forståelse af MED-udvalgets formål, roller og ansvar.
    - Værktøjer til bedre mødestruktur og kommunikation
    - Klarhed over gældende styringsdokumenter
    - Konkrete aftaler om, hvordan MED-udvalget kan arbejde mere effektivt og værdiskabende fremadrettet.

    Temadag: Lokalt arbejde med bæredygtigt arbejdsmiljø kan bestilles via: arbejdsmiljo@aabenraa.dk

    Temadag: Bæredygtige forandringer kan bestilles via: arbejdsmiljo@aabenraa.dk

    Temadag: Sæt retning for indsatser mod vold kan bestilles via: arbejdsmiljo@aabenraa.dk

    En af organisationens certificerede MED-undervisere Stine Vikkelsø Clausen eller Linda Følsgaard Maron står for undervisningen.  

     

    Arbejdsmiljøuddannelsen

    Det er lovpligtigt at gennemføre arbejdsmiljøuddannelsen senest 3 måneder efter at du er valgt/udpeget. Arbejdsmiljøuddannelsen tager i alt 3 dage.

    Formål:
    At give arbejdsmiljøgruppens repræsentanter en konkret viden om arbejdsmiljø og om metoder til at arbejde systematisk og målrettet for at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

    Her kan du læse Arbejdstilsynets vejledning om arbejdsmiljøuddannelsen.

    Målgruppe:
    Alle arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsmiljøledere.

    Tilmelding:
    Du bliver automatisk kontaktet af Personalekontoret, når vi har fået besked om dit valg/udpegning. Du bliver kontaktet ca. 1-2 uger før, du skal på uddannelse. 

    Tilmelding kan ske her, når du indberetter AMR og AL - Nyvalg. En af oplysningerne, der skal tastes ind, er om arbejdsmiljøuddannelsen haves.

    Arbejdsmiljøuddannelsen er i 2026 planlagt til:

    • Hold 1: Den 3. februar , 17. februar og 25. februar.
    • Hold 2: Den 2. juni, 9. juni og 30. juni.
    • Hold 3: Den 4. november, 11. november og 2. december.
    • Undervisningsmateriale Arbejdsmiljøuddannelsen

    • Dag 1
    • Dag 2
    • Dag 3

    TR- og AM konference

    TR- og AM konferencen holder flyttedag.

    Fremover vil konferencen blive afholdt torsdag i uge 5. Dermed tilgodeses deltagelse af nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter der tiltræder posten 1. januar.

    Vi ser meget frem til at kunne byde velkommen til næste TR- og AM konference

    Torsdag den. 29. januar 2026.

    TR- og AM konferencen er et tilbud til alle tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter samt arbejdsmiljøledere.

    Forebyggelse af sygefravær

    Forebyggelseskonsulenterne tilbyder en række forløb til personalegrupper der kan tilpasses den enkelte arbejdsplads. Gældende for alle forløb der tilbydes er, at arbejdspladsen har et for højt sygefravær eller en forventning til, at sygefraværet kan stige, såfremt der ikke prioriteres en forebyggende indsats. Alle forløb kan udelukkende rekvireres af arbejdspladsens ledelse.

    • Gruppeforløb tilpasset den enkelte afdeling indenfor fysisk- og psykisk arbejdsmiljø
    • Gruppesupervision til arbejdspladser med udfordringer omkring det psykiske arbejdsmiljø
    • Opfølgningsforløb på baggrund af trivselsundersøgelse/psykisk APV
    • Mening og motivation i arbejdet. Særligt til de arbejdspladser hvor der i hverdagen opleves en manglende kobling til kerneopgaven. 
    • Relationer, anerkendelse og kommunikation. Særligt til arbejdspladser hvor der opleves udfordringer i arbejdspladsens fælles kommunikation mellem medarbejdere og medarbejdere eller mellem medarbejdere og ledelse.
    • Inspirationsforløb til elastiktræning. Alle arbejdspladser kan have gavn af elastiktræning. Det kræver kun en elastik pr. deltager og 10 minutter 1 eller 2 gange om ugen, hvor man prioriterer fælles elastik træning.
    • Ergonomi - brug kroppen rigtigt. Særligt til arbejdspladser, der kan være udfordret på ergonomiske udfordringer omkring løft, træk, skub og bæring.

    Kontakt forebyggelseskonsulenterne på mail: arbejdsmiljo@aabenraa.dk

    Arbejdsmiljøuge - uge 43 

    Arbejdsmiljøuge 43 er ugen, hvor vi sætter fokus på et aktuelt emne. Emnet kan relatere sig til vores MED- og arbejdsmiljøstrategi eller til aktuelle emner, der i fokus generelt i samfundet.

    Aabenraa Kommune vælger at benytte uge 43, til at sætte fokus på forskellige elementer i arbejdsmiljøarbejdet. Dagene bliver udbudt som en del af den lovpligtige supplerende arbejdsmiljøuddannelse. Derfor gælder tilbuddet for alle medlemmer af en arbejdsmiljøgruppe, arbejdsleder (AL) og arbejdsmiljørepræsentanter (AMR).

    Tilmelding

    MED- og arbejdsmiljøtemaet tilbyder løbende aktuelle kurser og workshops. De findes på forsiden af Medarbejderportalen i bunden under "kommende kurser og arrangementer".

     

    Webinarer

    I 2026 inviteres alle Arbejdsledere og Arbejdsmiljørepræsentanter til i alt 4 webinarer: Kort og vigtigt 
    1. 24. februar 9.00-9.45
    2. 19. maj 13.00-13.45
    3. 25. august 9.00-9.45
    4. 16. november 13.00-13.45

    Kort og vigtigt varer 45 minutter med nyt og vigtigt for arbejdsmiljøgrupper. Invitationen kommer direkte i kalenderen som mødeindkaldelse med Teams mødelink.

    Efterfølgende kan webinaret ses på Medarbejderportalen.