Praktikmål, praktikplan, Praktikpladsen.dk og Lectio
Der skal udarbejdes en praktikplan for hver elev for at sikre, at praktikmålene bliver opfyldt.
Praktikmål
Fra den 1. august 2026 er der indført nye praktikmål for kontoruddannelsen med specialet Offentlig administration.
De nye praktikmål gælder for elever, der påbegynder deres uddannelsesaftale den 1. august 2026 eller senere. Elever, der er ansat før den 1. august 2026, fortsætter deres uddannelsesforløb efter de tidligere gældende praktikmål.
Praktikmålene beskriver de kompetencer og faglige områder, som eleven skal opnå gennem sin elevtid. De består af obligatoriske og valgfrie mål og udgør fundamentet for elevens praktikforløb.
I Aabenraa Kommune er der udarbejdet et fælles fokus for de valgfrie praktikmål, som skal understøtte, at alle elever opnår et bredt fagligt fundament og kompetencer, der matcher udviklingen i den kommunale opgaveløsning.
Praktikmålene omsættes til praksis gennem elevens konkrete arbejdsopgaver, læringssituationer og praktikplan.
Praktikplan
Praktikplanen er elevens konkrete plan for, hvordan og hvornår eleven arbejder med praktikmålene gennem sin elevtid.
Planen skaber overblik over elevens læringsforløb og beskriver sammenhængen mellem elevens arbejdsopgaver, praktikmål og skoleophold. Den sikrer, at eleven får mulighed for at arbejde med de relevante mål gennem hele uddannelsesforløbet.
Et veltilrettelagt uddannelsesforløb kræver løbende opfølgning. Praktikplanen drøftes derfor løbende mellem praktikvejleder og elev og justeres efter behov i takt med elevens udvikling og de opgaver, eleven arbejder med.
Praktikplanen udarbejdes i Acadre i samarbejde med den uddannelsesansvarlige i perioden april-september. Eleven præsenteres for praktikplanen på sin første arbejdsdag.
Lærepladsen.dk
Lærepladsen.dk er den samlede indgang for praktikvirksomheder og praktikelever. Målet er, at virksomheder og elever på sigt kan finde alle relevante informationer og udføre alle relevante funktioner i ét system, som er relateret til deres praktikforløb.
Portalen er endnu ikke færdigudviklet. Eleverne anvender IBC´s system Lectio til at se karakterer, information om skoleperioder etc. Eleverne modtager link til og information om systemet direkte fra IBC. Arbejdsgiver har ikke adgang til Lectio.
Hvad indeholder Lærepladsen.dk nu, og hvad kommer portalen på sigt til at indeholde?
Pt. er det muligt at se følgende i systemet:
- Elever – inkl. uddannelse og elevtype
- Det tidsmæssige skoleforløb
- Det registrerede fravær
- Uddannelsesaftaler
Når systemet er færdigudviklet, skal der som minimum være adgang til:
- Praktikerklæringer
- Fagenes mål og indhold
Annette Havmand
Rekrutteringskonsulent