Gå til hovedindhold

Uniform på jobbet-dag 2025

I Aabenraa Kommune ønsker vi at bakke op om Uniform på jobbet-dag, som afholdes for tredje gang den 24. september 2025.

Indhold

    I Aabenraa Kommune ønsker vi at bakke op om Uniform på jobbet-dag, som afholdes for tredje gang den 24. september 2025.

    Formålet med Uniform på jobbet-dagen er at give reservister og frivillige en mulighed for at komme i dialog med deres kollegaer og medstuderende om den indsats, de yder for Danmark. Dagen er også en anledning til at vise, hvor mange engagerede ildsjæle der yder en ekstra indsats for at gøre vores samfund trygt og velfungerende. Samtidig giver dagen mulighed for at markere støtten til Danmarks samlede beredskab og forsvar.

    I Aabenraa Kommune har vi igen i år udvidet målgruppen, så også frivillige brandmænd kan bære deres uniform på dagen. Målgruppen er dermed reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen, Kystredningstjenesten og brandmænd i frivillige brandværn, som denne dag har mulighed for at tage på arbejde i deres uniform.

    Vi vil gerne have billeder af ansatte, der møder op i uniform. Du kan enten tage billedet som leder, eller de enkelte afdelingschefer kan kontakte Kommunikationsenheden på kommunikation@aabenraa.dk, hvis du ønsker hjælp til at få taget et billede, som vi kan bruge på eksempelvis Medarbejderportalen, Facebook eller LinkedIn.

    Direktionen opfordrer til deltagelse på arbejdspladser, hvor man ikke i forvejen anvender en påkrævet beklædning, og hvor det er foreneligt med driften at deltage i Uniform på jobbet-dag. Det er de enkelte arbejdspladser, der vurderer det faglige aspekt – herunder om deltagelse er foreneligt med arbejdspladsens forhold. Dette skal ske under hensyntagen til arbejdspladsens krav om at bære bestemt tøj ud fra blandt andet hygiejne-, sikkerheds- eller identifikationsbehov.