Procedure ved nævnelse af medarbejdere
Desværre oplever vi indimellem, at medarbejdere uønsket omtales ved navn på de sociale medier. Her følger nogle generelle retningslinjer til, hvordan vi anbefaler at håndtere en sådan situation.
Opslag på Aabenraa Kommunes egne sociale medieplatforme
Hvis et opslag, hvor en medarbejder nævnes ved navn, opdages, vil vi altid kontakte pågældende medarbejder og eventuelt dennes leder uanset, om opslagets indhold er positivt eller negativt. På kommunens egne sociale mediesider tolererer vi ikke personangreb med navns nævnelse på medarbejdere, og disse vil blive slettet straks. Den pågældende bruger, der har skrevet opslaget, vil blive meddelt, at opslaget ikke overholder vores retningslinjer.
Opslag på andre sociale mediesider – og grupper
Vi kan desværre ikke slette opslag på sider, som vi ikke selv administrerer. Dog kan vi anmelde opslag til Facebook som værende krænkende, hvorefter Facebook undersøger, om de finder opslaget krænkende og vurderer, om de vil fjerne det. Vores grundregel er, at vi vurderer fra sag til sag, hvordan vi bedst griber den konkrete situation an. Hvis det drejer sig om en reel trussel, skal dette naturligvis meldes til leder/chef og politi.
Svar på opslag
I forhold til, hvorvidt kommunen, en chef, en leder eller medarbejder bør svare på brugerens opslag, tager vi igen en individuel vurdering. Der er visse opmærksomhedspunkter, som gør, at vi ikke kan svare konkret på brugerens udsagn eller kritik. Netop fordi vi hverken må sagsbehandle eller bekræfte direkte eller indirekte, at brugeren har – eller har haft – en sag hos kommunen. Derfor kan vi ofte højst kommentere på tonen, eller at vi ikke ønsker, at brugeren nævner en medarbejder med navn. Man skal overveje, om opslaget skal besvares, da det kan ende med, at opslaget, diskussionen og kritikken vokser sig større.
Kontakt gerne Kommunikation, hvis du opdager, at du eller en kollega bliver omtalt ved navn i en rolle som medarbejder i Aabenraa Kommune. Vi står klar til at rådgive og hjælpe.