Gå til hovedindhold
Kommunikationsteamet

Ny opfindelse skaber mere sikkerhed for vejarbejdere

Entreprenørgården i Aabenraa Kommune har opfundet en helt ny asfaltmaskine, som både giver mere sikkerhed og større effektivitet på vejene.

Indhold

    Asfaltmaskinen er den eneste af sin slags i Danmark. Den skaber forbedringer på både sikkerheds- og effektivitetsområdet, og så er den opfundet og udviklet af Entreprenørgården i Aabenraa Kommune.

    Vi kigger løbende på, hvordan vi kan forbedre vores arbejdsmiljø og vores effektivitet, og med vores nye asfaltmaskine har vi fået de to ting kombineret, forklarer områdeleder Frank Hansen, der har været med til at udvikle maskinen, og uddyber:

    Maskinføreren arbejder på den nye maskine foran maskinen frem for bagved. Det beskytter mod bagfrakommende påkørsler. Samtidig stiger føreren ud i højre vejside i stedet for venstre. Det sikrer, at føreren konstant føler sig mere tryg på vejen, og det skaber en naturlig forbedring af effektiviteten.

    Den nye asfaltmaskine er bygget op af en lastbil og en varmekasse, og et løbebånd, der fører asfalten ud foran lastbilen. I fællesskab med en specialist i vognopbygning har Entreprenørgården fået finpudset og produceret ideen, som allerede nu har vakt stor interesse i branchen.

    Store asfaltaktører har allerede meldt sig på banen, fordi de synes, maskinen er interessant. Arbejdstilsynet har også tilkendegivet, at de synes, maskinen er en god ide på grund af det forbedrede arbejdsmiljø, siger Frank Hansen.

    Driftschef hos Entreprenørgården i Aabenraa Kommune, Søren Nielsen, kan også se fordelene ved virksomhedens nye opfindelse.

    Der findes jo ikke noget tilsvarende i Danmark, så det er da noget, vi er stolte af. For dem, der bruger maskinen, er der også nogle klare forbedringer på sikkerheden og effektiviteten. Vi løser opgaven med én mand i stedet for to fordi maskinopbygningen er blevet bedre, lyder det.

    Fredag den 23. februar sender TV Syd et indslag i deres udsendelse 19.30 om den nye maskine.

    Fakta

    • Den nye asfaltmaskine er allerede taget i brug, og den bruges i arbejdet med at reparere asfalthuller i vejen.
    • Det er ikke den første maskine, Entreprenørgården i Aabenraa selv opfinder. Tidligere har de også opfundet en affaldsstøvsuger til opsamling af affald på vejene.