De overordnede regler for kommunens økonomiske styring (budgetlægning og bevillinger) gives ved love og bekendtgørelser af staten. Primært fremgår de lovmæssige rammer som landets 98 kommuner fungerer under af Lov om kommunernes styrelse (Styrelsesloven). I Styrelsesloven er det derudover fastsat, at alle kommuner skal have:

• Styrelsesvedtægter: fastlæggelse af de nærmere rammer for den enkelte kommunes styrelse.
• Kasse- og regnskabsregulativ: fastsættelse af et overordnet regelsæt for kommunens økonomistyring.

Rammerne for de samlede kommunale udgifter under ét fastlægges årligt i en aftale om kommunernes økonomi, som indgås mellem regeringen og KL. Kommunens udgifter kan opdeles i drifts- og anlægsudgifter:

Driftsudgifter
Driftsudgifter dækker over udgifter til den daglige drift af kommunens serviceproduktion - dvs. udgifter til at drive daginstitutioner, folkeskoler, udgifter til udsatte børn og voksne med særlige behov samt ældre. Derudover indgår kommunens udgifter til kultur, fritid, miljøindsats, veje og kollektiv trafik. Udgifter til administration er også en del af serviceudgifterne.

Anlægsudgifter
Anlægsudgifter er de udgifter, kommuner afholder til anlægsinvesteringer. Generelt er der tale om en større investering, som er tidsmæssigt afgrænset. Det drejer sig fx om etablering af nye kommunale bygninger til daginstitutioner og skoler, udbygning af eksisterende bygninger, anlæg af nye veje osv.

De kommunale udgifter finansieres gennem:

• Bloktilskud fra staten: Bloktilskuddets størrelse og fordeling fastsættes i forbindelse med Økonomiaftalen mellem regeringen og KL i juni måned.
• Skatter: Kommunens skatteindtægter
• Refusioner: Hvis staten refundere kommunen en vis procentdel af deres faktiske udgifter til bestemte foranstaltninger såsom: Overførselsindkomster, integration og flygtninge.
• Driftsindtægter: De takster som kommuner har ret til at opkræve til hel eller delvis dækning af afholdte udgifter, fx i forbindelse med daginstitutioner.
• Lån: Kommunernes adgang til at kunne optage lån er begrænset til enkelte specifikke anlægsudgifter indenfor bestemte områder. Kommunerne kan ikke låne til driftsudgifter

Det formelle ansvar for kommunens økonomiske styring henføres til det politiske niveau (byrådet). Økonomiudvalget varetager den umiddelbare forvaltning af anliggender, der vedrører kommunens kasse- og regnskabsvæsen. De stående udvalg bestyrer de anliggender, der er underlagt dem, inden for rammerne af byrådets vedtagelser. 

Der er stor forskel på, hvor meget borgerne gennemsnitlig tjener i kommunerne og dermed hvor meget, de betaler i skat. Det betyder, at kommunernes beskatningsgrundlag er forskelligt. Der er også stor forskel i kommunernes udgiftsbehov. Disse uligheder i kommunernes økonomiske vilkår og behov udjævnes delvis gennem udligningsordninger, hvor de rige kommuner populært sagt betaler til de fattige kommuner således, at det er muligt for kommunerne med samme skatteprocent at holde et nogenlunde ens serviceniveau.

DUT indebærer, at staten tilpasser bloktilskuddet, når kommunerne bliver pålagt eller frataget opgaver af Folketinget. DUT sikrer dermed, at kommunerne får tilført midler, når Folketinget ændrer på regler, der medfører udgifter i kommunerne. Omvendt sænkes bloktilskuddet, når Folketinget fjerner eller mindsker kravene til en kommunal opgave.