Tjenestelig samtale og advarsel
Her finder du information om, hvordan du kan påtale fejl, mangler, uønsket adfærd mv. overfor en medarbejder.
Hvis du ikke er tilfreds med en medarbejders arbejdsindsats eller adfærd, kan du have behov for at påtale det over for medarbejderen.
Du kan påtale fejl, mangler, uønsket adfærd eller lignende på flere måder. Enten ved en tilrettevisende samtale, tjenstlig samtale og/eller skriftlig advarsel. Formålet er at gøre medarbejderen opmærksom på, hvilke forventninger du har til ham/hende, og give medarbejderen mulighed for at imødekomme dine forventninger.
Du skal være opmærksom på, at du skal udarbejde et referat fra de samtaler, du afholder med medarbejderen.
Kontakte din personalekonsulent, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør påtale forholdene via en almindelig tilrettevisendee samtale, eller om du kan skride direkte til en tjenstlig samtale og/eller advarsel.
Hør mere om de forskellige samtaletyper i Aabenraa Kommune.
Tjenestelig samtale
Formålet med en tjenestelig samtale er at finde ud af, om der er grundlag for f.eks. at tildele medarbejderen en skriftlig advarsel eller indlede en afsked.
Du skal indkalde medarbejderen til en tjenestelig samtale via skabelon i SD, hvor begrundelsen for indkaldelsen og dagsordenen for mødet fremgår. Du finder en skabelon i personalesagen. Indkaldelser skal sendes via digital post.
Er du i besiddelse af referater eller andre dokumenter, som understøtter baggrunden for indkaldelsen til den tjenstlige samtale, skal du vedlægge dokumenterne sammen med indkaldelsen.
Medarbejderen har ret til at have en bisidder med, og det skal også fremgå af indkaldelsen. Det er medarbejderens eget valg, om han/hun vil have bisidder med, og hvem det i så fald skal være.
Der skal laves referat fra den tjenestelige samtale, hvor begge parters holdninger/forklaringer skal fremgå af referatet. Referatet underskrives af begge parter, inden mødets afslutning. Hvis medarbejder nægter at underskrive, laves der notat herom i personalesagen.
Når du har en medarbejder, som du skal have til tjenstlig samtale, aftaler du forløbet med din personalekonsulent, som også giver sparring i sagen. I sager der kan føre til afsked, skal personalekonsulenten deltage, og er i den situation referent.
Skriftlig advarsel
Det er personalekonsulenten, der formulerer den skriftlige advarsel. Den godkendes dog af dig, da du er afsender. En advarsel skal indeholde en klar beskrivelse af de forhold, du ønsker, medarbejderen skal rette op på, og en beskrivelse af, hvordan medarbejderen fremover skal agere. Advarslen indeholder også en klar beskrivelse af, hvilke konsekvenser det kan få for medarbejderen, hvis han/hun ikke retter sig efter advarslen, eksempelvis en opsigelse eller bortvisning.
Efter den tjenestelige samtale, fremsendes høringsbrev om skriftlig advarsel i henhold til Forvaltningsloven §19. Efter endt høringsperiode sikrer personalekonsulenten fremsendelse af endelig skriftlig advarsel via digital post.
En advarsel kan være nødvendig som grundlag for en senere afsked eller bortvisning.
Advarslen ligger i medarbejderens personalesag, og den bliver ikke slettet på en bestemt dato.
Advarslen kan miste sin betydning over tid. Din personalekonsulent kan hjælpe med at vurdere, om en tidligere advarsel har betydning for et nyt forhold.
Skabelonen er tilgængelig i personalesagen i SD.
Mette Schlüter Duborg
Fagkoordinator