Dødsfald
Hvis en medarbejder dør, kan de efterladte have ret til efterløn/efterindtægt og eventuelt børnepension.
Denne side henvender sig både til ledere og medarbejdere. Hvis der er dele, der henvender sig til enten ledere eller medarbejdere, vil dette tydeligt fremgå.
Hvis en medarbejder dør, ophører ansættelsen fra dagen efter dødsdatoen, og den resterende optjente løn udbetales som normal. F.eks. hvis en månedslønnet medarbejder dør den 14., skal arbejdsgiver udbetale løn fra den 1. til og med den 14.
Der skal beregnes feriepenge og udbetales evt. overarbejde/ flexsaldo.
Løn, feriepenge, pension mv. tilfalder dødsboet.
Derudover kan arbejdsgiver være forpligtet til at udbetale løn i et antal efterfølgende måneder. Denne løn kaldes både for efterløn eller efterindtægt.
Særligt for funktionærer – Efterløn
Hvis medarbejderen var funktionæransat, skal arbejdsgiver udbetale en efterløn til medarbejderens efterladte:
- 1 års anciennitet giver en efterløn på 1 måneds løn
- 2 års anciennitet giver en efterløn på 2 måneders løn
- 3 års anciennitet giver en efterløn på 3 måneders løn
Arbejdsgiveren skal dog kun udbetale efterløn, hvis den funktionæransatte havde forsørgelsespligt over for en ægtefælle eller børn under 18 år.
Særligt for tjenestemænd – Efterindtægt
Tjenestemænd har krav på løn til månedens udgang.
Hvis medarbejderen var ansat på tjenestemandsvilkår, kan der gælde særlige regler om efterindtægt og pension. Hovedreglen er dog stadig, at der skal udbetales efterindtægt, hvis medarbejderen har forsørgelsespligt overfor en ægtefælle, registreret partner, barn/børn.
Efterindtægten udbetales fra den 1. efter dødsfaldet og i efterfølgende 3 måneder. Derudover kan der også være krav om udbetaling af ægtefællespension og børnepension til børn under 21 år.
Pension og gruppelivsordning
Evt. udbetaling fra pensionskasse til de efterladte afhænger af pensionskassen, forsikringer, indbetalinger etc. Spørgsmål til udbetaling mv. besvares af pensionskassen.