Nyhedsbrev uge 41
Stort set hele Staben, Jobcenter og Borgerservice samt Plan, Teknik og Miljø er blevet indrulleret - nu venter Social og Sundhed samt Børn og Kultur.
Statusopdatering om M365-udrulningen – uge 41
Kære kolleger,
Vi har nu indrulleret stort set hele Staben samt Jobcenter og Borgerservice, og også Plan, Teknik & Miljø er næsten fuldt indrulleret. Det er virkelig positivt, og vi har fået mange gode tilbagemeldinger fra brugerne, selvom vi naturligvis er opmærksomme på, at nogle stadig oplever mindre problemer.
Hvad sker der nu? Næste uge er efterårsferie, og her har vi kun nogle få indrulleringer planlagt. Fra uge 43 sætter vi tempoet op igen og fokuserer på de to resterende forvaltninger: Børn og Kultur samt Social og Sundhed. Disse to forvaltninger skiller sig lidt ud fra de tidligere, da de består af mange forskellige lokationer og har flere dele/fælles PC’er, som bruges af flere medarbejdere. Vi er i fuld gang med at forberede os til at kunne håndtere netop disse behov.
Vores fokus frem til jul: Vores mål er at få alle resterende PC'er i hele kommunen indrulleret inden jul – både hængepartierne i de allerede indrullerede forvaltninger og alle PC'erne i Børn og Kultur samt Social og Sundhed. Det er et ambitiøst mål, som vi ikke desto mindre mener er realistisk, hvis vi samarbejder.
Planlægning og overblik: Lige nu arbejder vi på at kunne melde en tidsplan for indrulleringen af de to sidste forvaltninger ud i løbet af uge 42. Og for at tidsplanen skal kunne lykkes, er der rigtig meget forarbejde, der skal gøres, for at vi kan sikre en god overgang for alle. Udover at sikre et velfungerende miljø med alle de programmer I behøver, har vi de kommende uger også et særligt fokus på dele/fælles-PC'er og udstyrslister. Vi går de næste par uger i dialog med kontaktpersoner i de to forvaltninger for at blive klogere på deres behov og sikre, at vi er klar til at rulle ud.
Tak for jeres tålmodighed: Vi ved, at nogle af jer venter spændt på at blive indrulleret, og vi forstår, at det kan være frustrerende at skulle vente, når man endnu ikke har en konkret tidsplan. Men vi vil gerne forsikre jer om, at vi arbejder intenst på at sikre en god overgang, og vi sætter alt ind på, at det bliver en positiv oplevelse for jer alle. Vi håber på jeres fortsatte tålmodighed og forståelse.
Med venlig hilsen,
M365-projektteamet